Topic: Nyttig viden til hjemmet

Derfor skal du huske udluftningen i dit hjem

Måske har du hørt det før, men hvorfor skal man egentlig huske at lufte ud? At lufte ud mindsker risikoen for skimmelsvamp og et dårligt, fugtigt indeklima. Skimmelsvamp kan i værste fald give helbredsmæssige udfordringer såsom allergi, hovedpine, svimmelhed og luftvejsproblemer.
Skrevet af vores interne tekstforfatter. Last updated: 5. October 2023
Share article to a friend

Det er muligt selv at gøre en del for at opretholde et sundt indeklima i din lejebolig. I denne artikel får du gode råd til at holde et sundt indeklima og mere information om, hvad skimmelsvamp er, og hvad du skal gøre, hvis du opdager det. 

Oprethold et sundt indeklima

Du kan forebygge fugt og skimmelsvamp ved at holde dit indeklima sundt. Hvis du skulle ske at finde skimmelsvamp, skal årsagen til svampen fjernes, da det ellers bare vil komme igen. Her er nogle råd til forebyggelse af skimmelsvamp og fugtighed:

  • Sørg for at holde din bolig tør
  • Få luftet ud. Lav gennemtræk 5-10 minutter flere gange dagligt. Du skal gerne lufte mere ud på badeværelse og i køkkenet, da de hurtigere bliver fugtige. Husk at slukke for varmen, mens du lufter ud. Du kan for eksempel lufte ud om morgenen, når du er på badeværelset og inden sengetid. Om sommeren skal du helst lufte ud, når der er klart vejr, da den fugtige luft ellers kan sætte sig
  • Tør dit vasketøj udenfor, hvis det er en mulighed
  • Brug din emhætte, når du laver mad
  • Det er godt at have en jævn temperatur i hele huset. Temperaturen må helst ikke være under 18 grader. Hvis du elsker at sove i et køligt rum, skal du dermed være opmærksom på, at det kan skabe et fugtigt miljø med temperaturforskel mellem soveværelset og de andre rum
  • Husk jævnligt at støvsuge og støve af, da skimmelsvamp kan vokse i støv
  • Placer ikke møbler op ad kolde ydervægge. Det kan skabe kondens og lede til et fugtigt miljø
  • Husk at tørre vægge og gulve af med en skraber, når du har været i bad
  • Vær opmærksom på, om der opstår fugt- eller vandskader
  • Hvis du har ventiler i din bolig, kan du åbne dem. Ventilerne hjælper med at skifte luften ud i løbet af dagen
  • Undgå at lufte ud hele dagen. Det kan også skabe fugtige miljøer, fordi der dannes kolde områder
  • Dannes der kondens på dine vinduer? Du kan tørre det af med en klud, men om vinteren kan det blive nødvendigt at bruge en fugtfjerner

Hvad er skimmelsvamp?

Skimmelsvamp er en samlet betegnelse for små mikroorganismer, der normalt vokser ude i naturen. Skimmelsvamp kan vokse og trives ved varme, organisk materiale og fugt. Skimmelsvamp ved sprede sig ved sporer, der kan spredes gennem luften. Når de finder de rette betingelser, vil de vokse herfra. 

Skimmelsvamp kan være forskellige farver; hvid, gråt, sort, blågrå, rødligt og kan være loddent. Det lugter muggent, og lugten minder om jordslået stof. Skimmelsvamp kan ikke nedbryde husets konstruktion, men det tyder på, at boligen er for fugtig, hvilket er et problem. Det kan også give dig helbredsmæssige problemer som lejer.

Det ses ofte, at skimmelsvamp vokser i badeværelser, kældre, bag møbler, på lofter eller vægge. Det findes ofte i ældre boliger, men kan også forekomme i moderne byggerier, hvor boligen kan være tæt, og der ofte skal luftes ud.  

Det er muligt selv at fjerne skimmelsvamp, men oftest er det bedst at lade en professionel om opgaven. Særligt fordi du bør fjerne årsagen til svampen, da det ellers vil komme igen. Det kan være svært selv at finde ud af, hvad årsagen er. 

Hvad gør du, hvis du opdager skimmelsvamp i en lejebolig?

Hvis du er lejer, og du har mistanke om skimmelsvamp i boligen, skal du henvende dig til din udlejer. Skimmelsvamp vil blive set som en mangel i lejemålet. Hvis udlejer har vedligeholdelsespligten, skal udlejer varetage opgaven. Du skal kontakte udlejer så snart, du opdager det, så det bliver mindst omkostningsfuldt, og at du ikke ender med at blive ansvarlig. Du kan blive ansvarlig for udlejers tab, hvis du ikke har forsøgt at stoppe væksten af skimmelsvamp. 

Når udlejer er blevet kontaktet, skal denne lave en undersøgelse af, om der er skimmelsvamp, omfanget og årsagen dertil. Det kan blive nødvendigt med en teknisk undersøgelse. 

Hvis udlejer ikke svarer tilpas hurtigt, bør du kontakte kommunalbestyrelsen i den kommune, du bor i. De vil så foretage undersøgelsen af lejemålet. Hvis det skulle ske, at de vurderer, at boligen ikke er egnet til beboelse, vil du få anvist en anden bolig. Læs mere her om genhusning.

I forbindelse med stigende varmeudgifter i 2022

Her er udluftning endnu vigtigere end nogensinde pga. folk anvender alternative varmekilder som stearinlys, gasvarmeovne, petroliumsovne mv.

Det kan skabe utrolig dårligt indeklima med iltmangel og kondens, hvis ikke man udlufter jævnligt. Endnu værre er dog, hvis det udløser brændskader på personer, da flere glemmer hvor farligt det kan være at fyrre med alternative varmekilder. Du kan læse med om brændskader og hvad du skal gøre her.

Vigtigheden af at lufte ud – det kan blive dyrt!

Hvis der opstår skimmelsvamp i din lejebolig, skal det undersøges, hvem der er ansvarlig for det. Det kan blive dyrt for den, der har ansvaret. Hvis skimmelsvampen skyldes bygningsfejl, skal udlejer hæfte for det. Hvis det skyldes, at du har foretaget forkert brug af det lejede, hæfter du. Det kan være, hvis skimmelsvampen skyldes, at du ikke har luftet godt nok ud, ikke har gjort rent, ikke har tørret fugtige ruder af, ikke har varmet boligen op eller ignoreret udlejers anvisninger. Derfor er det super vigtigt, at du får luftet godt ud og sikrer dig, at du undgår skimmelsvamp. 

Det kan dog også være, at skimmelsvampen opstår som følge af kuldebroer, fugtigt fundament eller utætte vinduer. I det tilfælde skal udlejer hæfte for ansvaret. Medmindre du ikke har udluftet regelmæssigt osv., og det dermed har fremprovokeret skimmelsvampen. 

Hvis du følger vores gode råd, har du dit på det rene. Du kan altid opsøge juridisk hjælp, hvis der opstår uoverensstemmelser.