Skal du have en indboforsikring, når du flytter i lejebolig?
Hvad er en indboforsikring?
En indboforsikring vil forsikre dit indbo - altså de genstande og aktiver, du har i dit hjem. Det kan være i tilfælde af indbrud eller brand- og vandskader. Forsikringen vil dække det meste såsom møbler, tøj, computer og i nogle tilfælde også din cykel. Indboforsikringen er dermed et must, når du flytter hjemmefra. Det gælder, uanset om du bor på et værelse til leje eller i en lejlighed til leje. Ofte, hvis du har børn eller ægtefælle, vil de også være dækket af samme indboforsikring som dig. Det er altid en god idé at tjekke med dit forsikringsselskab, så du er sikker.
Hvis du er studerende, synes du måske, det er træls med endnu en udgift. Mange forsikringsselskaber har dog gode priser til studerende, så du kan sagtens finde et godt tilbud.
Hvornår er jeg forsikret?
Du skal altid kontakte dit eget forsikringsselskab for at høre om deres vilkår. Dog vil det gælde, at du er forsikret i en lejebolig, når du har indboforsikring. Din roomie kan også blive dækket af din indboforsikring eller omvendt – så længe I bor under samme tag. Du skal altid kontakte dit forsikringsselskab, hvis din boligsituation ændrer sig. Det kan være, hvis du flytter, eller hvis din roomie flytter ud.
Hvis du fremlejer din lejlighed, skal du sikre dig, at dine ting er forsikret. Det er ikke altid, at forsikringen vil dække, hvis fremlejer begår hærværk mod dine ting.
Hvad koster en indboforsikring?
En indboforsikring vil variere i pris ud fra din situation. Du kan betale årligt eller månedligt. Prisen kan være beregnet ud fra, hvor mange I bor i husstanden, adressen og etage. For at få den bedste pris kan du følge disse råd:
- Undersøg hvad din udlejers forsikringsforhold er, og hvad der står i lejekontrakten
- Find ud af hvad dine forsikringsbehov er, og hvor stor en værdi dine genstande har
- Kontakt flere selskaber og skab konkurrence mellem dem. Husk, at de alle er interesserede i at få dig som kunde.
- Når du har fået flere tilbud, kan du sammenligne dem med hinanden og vælge det tilbud, der matcher dine behov bedst eller som er billigst.