Topic: Boligsøgning og Indflytning

Indflytningssyn

Spørgsmål så som: ”Hvad er et indflytningssyn, hvornår skal indflytningssynet afholdes, hvornår skal lejer indkaldes til indflytningssynet, hvad sker der, hvis der ikke afholdes indflytningssyn?” er bare nogle af de spørgsmål, der typisk opstår i forbindelse med indflytning i et lejemål. Få svarene her!
Skrevet af vores interne jurist. Last updated: 30. June 2024
Share article to a friend

Hvad er et indflytningssyn, og hvorfor er et indflytningssyn en god ide? 

Et indflytningssyn er en fysisk gennemgang af lejemålet og lejemålets stand umiddelbart inden lejers indflytning. 

Formålet med et indflytningssyn er at konstatere og skabe dokumentation for, hvordan lejemålets stand var på det tidspunkt, hvor lejer overtager lejemålet. Dokumentationen skabes ved, at der i forlængelse af indflytningssynet udarbejdes en indflytningsrapport

På den måde sikrer man, at lejer ikke hæfter for fejl og mangler, som var tilstede på tidspunktet for indflytning og udlejer kan, når lejer fraflytter lejemålet, sammenligne ind- og fraflytningsrapporten og derved finde ud af, hvad lejer er forpligtet til at betale for istandsætte af lejemålet.

Kravet om afholdelse af indflytningssyn og udarbejdelse af en indflytningsrapport gælder dog kun for udlejere der udlejer mere end ét beboelseslejemål. Ved beboelseslejemål forstås beboelseslejemål med eget køkken med selvstændigt afløb, hvorimod der ved udlejning af værelser til beboelse (uden eget køkken) ikke stilles krav om afholdelse af indflytningssyn eller udarbejdelse af indflytningsrapport. Heller ikke selvom der sker udlejning af mere end ét værelse.

Selvom man som udlejer måtte være fritaget for at afholde et indflytningssyn, vil det ofte være en god ide at afholde det alligevel. Et indflytningssyn kan nemlig, sammen med indflytningsrapporten, have stor betydning for, hvad udlejer kan opkræve af lejer for istandsættelse af lejemålet ved lejers fraflytning. 

Når lejer afleverer lejemålet i forbindelse med fraflytning, skal det afleveres i samme stand som det blev overtaget i med undtagelse af almindelig slid og ælde – alt afhængig af, hvem der har vedligeholdelsespligten i lejemålet. En lejer hæfter altså ikke for fejl og mangler som var tilstede på overtagelsestidspunktet. Et indflytningssyn og en indflytningsrapport hjælper til at dokumentere, hvordan forholdene var på tidspunktet for lejers indflytning.

Afholdelse af et indflytningssyn og udarbejdelse af en indflytningsrapport vil altså gøre det nemmere at sammenligne forholdene på indflytningstidspunktet med forholdene på fraflytningstidspunkter, hvor der ligeledes vil skulle afholdes fraflytningssyn og udarbejdes en fraflytningsrapport, hvis udlejer udlejer mere end ét beboelseslejemål. 

Hvornår skal indflytningssynet afholdes?

Udlejere, der udlejer mere end én beboelseslejlighed, skal afholde indflytningssynet i forbindelse med indflytningen og udarbejde en indflytningsrapport. 

Lejeloven siger blot, at indflytningssynet skal afholdes ”i forbindelse med indflytningen”. Et indflytningssyn afholdes derfor typisk i forbindelse med nøgleoverdragelsen til lejer. 

Med hvilket varsel kan der indkaldes til indflytningssyn?

Den kommende lejer skal altid indkaldes til indflytningssynet, hvis udlejer har mere end én beboelseslejlighed, idet udgangspunktet er at indflytningsrapporten udarbejdes på baggrund af synet i samarbejde mellem lejer og udlejer.

Lejeloven indeholder dog ikke krav til, med hvilket varsel lejer skal indkaldes til et indflytningssyn. Der er heller ikke formkrav til, hvordan indkaldelsen sker. Det kan derfor f.eks. fremgå af lejekontrakten eller ske telefonisk. 

Indkaldelsen må dog ikke ske med så kort et varsel, at lejer reelt ikke gives mulighed for at deltage. I praksis bør man ikke give lejer et varsel på under 1 uge.  

Hvem deltager i et indflytningssyn?

På indflytningssynet vil det typisk være lejer og udlejer, der deltager, men udlejer kan også være repræsenteret af en anden – f.eks. en udlejningsadministrator. Lejer vil dog også kunne sende en anden afsted for at repræsentere sig. Det kræver dog, at vedkommende har en gyldig fuldmagt med til synet for at kunne repræsentere lejer. 

Lejer kan også vælge ikke at deltage i indflytningssynet. Det anbefales dog altid, at man som lejer møder op til synet, og forholder sig til, om man er enig eller uenig i de forhold som udlejer påpeger. 

Hvis lejer ikke deltager i indflytningssynet, skal lejer senest 14 dage efter at indflytningssynet er afholdt modtage en kopi af indflytningsrapporten, som konstaterer lejemålets stand på indflytningstidspunktet. 

Hvad skal gennemgås på et indflytningssyn?

Lejeloven stiller ikke specifikke krav til, hvad der skal gennemgås på et indflytningssyn. Men da indflytningssynet har til formål at fastslå hele lejemålets stand, er det stort set alle forhold i lejemålet, der bør gennemgås grundigt. 

Nedenfor er oplistet nogle punkter, som man typisk vil gennemgå på et indflytningssyn:

  • Standen på lejemålets vægge/er maling eller tapetsering udført ordenligt
  • Standen på lejemålets gulve/er lak eller overflader nyistandsat eller er der gamle ridser og hakker
  • Standen på lejemålets lofter
  • Standen på træværk og paneler
  • Standen på lejemålets døre, vinduer og håndtag
  • Standen på inventar 
  • El (stik og kabler)
  • Låse og nøgler
  • Funktionen af køkken, hårde hvidevarer og radiatorer 
  • Gennemgang af badeværelset, sanitet, vandhaner, toilet og herunder revner i fliser og kummer mv. 
  • Møbler, hvis lejemålet er møbleret

Det kan være en god idé at aflæse målere, heriblandt el, vand, varme og gas – både de enkelte målinger, men også, at de ikke er beskadigede eller misvisende.

Du kan også finde inspiration til din gennemgang af lejemålet i BoligZonens skabelon til indflytningsrapport, hvor der er en oplistning af, hvad man normalt gennemgår på et indflytningssyn. 

LÆS OGSÅ: Indflytningsrapport