Delvist møbleret

Udforsk mulighederne og overvejelserne ved delvist møblerede boliger, både som udlejer og lejer. Lær om fordelene og ulemperne ved at vælge en delvist møbleret bolig, og få indsigt i, hvor længe det kan være hensigtsmæssigt at udleje eller leje en bolig på denne måde. Opdag også, om du kan forvente at betale eller opkræve en højere husleje for en delvist møbleret bolig, og hvordan markedet ser ud i dag i forhold til tidligere praksis. Få praktiske råd til at forberede en delvist møbleret bolig til udlejning, herunder hvordan du fjerner personlige ejendele, opretter en inventarliste og håndterer eventuel slitage på møblerne.
Skrevet af vores interne tekstforfatter Sebastian. Senest opdateret: 15. april 2024
Send artiklen til en ven

Delvist møbleret - hvad betyder det?

Som lejer har du mulighed for at udleje din bolig delvist møbleret. Dette kan der være fordele og ulemper ved, som du kan læse om her. På samme måde kan du som lejer leje en lejlighed, der er delvist møbleret. 

Hvor længe bør jeg udleje en delvist møbleret bolig?

Hvis du overvejer at udleje din bolig delvist møbleret, er det ofte et spørgsmål om, hvor længe du vil leje din bolig ud. Hvis der er tale om et år eller mindre, kan det være en god idé at udleje den delvist møbleret. Det vil være nemmere for både dig og din lejer. Du skal ikke opmagasinere dine møbler, og lejer behøver ikke investere i møbler for en kort periode. Mange kommer til storbyerne som expats, udvekslingsstuderende eller for at arbejde i en kortere periode. Her kan det give god mening for begge parter at udleje og leje delvist møbleret. 

Hvis du gerne vil udleje din bolig i mere end et år, kan det være en god idé at gøre det umøbleret. Mange vil gerne sætte deres eget præg på boligen i en så lang periode, og du risikerer, at dine møbler bliver udsat for en del slid. 

Kan jeg sætte huslejen højere, hvis boligen er delvist møbleret?

Tidligere så man, at delvist møblerede boliger kunne koste mere end andre boliger. I dag er der dog ingen forskel. Hvis du sætter huslejen for høj, vil lejer hellere finde en billigere umøbleret lejlighed og bruge penge på møbler. Du må derfor se på, hvad huslejen ellers ligger på i området og i forhold til størrelsen på boligen. 

Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg udlejer min bolig møbleret?

Det er vigtigt, at du fjerner dine personlige ejendele fra lejligheden. Det er trods alt fremmede mennesker, der skal bo i dine møbler, og for begge parter er det rart, at der ikke står personlige familiefotos fremme eller ligger værdigenstande i boligen. 

Lejemålet skal være neutralt, når lejer overtager det. Du skal dermed fjerne alle personlige genstande, og det skal kun være ting såsom møbler, køkkengrej osv., som står tilbage. 

Du skal huske at lave en inventarliste. Denne skal sendes sammen med lejekontrakten. Hvis noget mangler eller er gået i stykker, kan det trækkes fra depositum. Du kan tage billeder af inventar for at være helt sikker. Hvis lejer ved et uheld ødelægger noget, skal dette jo gerne erstattes med det samme eller af lignende standard. 

Hvad er fordele og ulemper ved udlejning af delvist møbleret bolig?

Den største fordel er, at du undgår at flytte dine møbler og opmagasinere dem. Det koster både penge og kræver tid. Ulempen er, at du skal tænke på, at der er risiko for slitage af dine møbler. Ifølge lejeloven §98 tages der forbehold for slid og ælde, hvilket du ikke kan kræve erstatning for. Dette er naturligt. Hvis du er meget glad for dine ejendele, skal du måske tænke dig om en ekstra gang.