Emne: Husleje og Forbrug

El- og vandregnskab

Når du skal lave et vandregnskab eller et elregnskab til din lejer, er der nogle særlige regler, du som udlejer skal være opmærksom på, når regnskabet skal laves. Ud over de specifikke regler, der gælder for elregnskaber og varmeregnskaber efter lejeloven, skal de generelle regler for udarbejdelse af forbrugsregnskaber også overholdes.
Skrevet af vores interne jurist. Senest opdateret: 19. oktober 2024
Send artiklen til en ven

Elregnskab - særlige forhold omkring elregnskab til lejer

Hvis det i lejeaftalen er aftalt, at udlejeren opkræver lejer aconto for udgiften til elforbruget, er det et krav, at der laves et elregnskab, og at regnskabet over elforbruget laves på grundlag af godkendte, individuelle elmålere tilhørende lejemålet. Hvis der ikke findes en særskilt/individuel elmåler i lejemålet, så vil udlejer altså ikke kunne opkræve udgiften til el hos lejer, fordi det ikke er muligt at opgøre, hvilket elforbrug lejeren præcist har haft. 

Det vil dog typisk være aftalt, at lejer selv står for tilmelding hos et elselskab, og at afregningen af el derfor sker mellem lejer og elselskabet direkte. Alternativt kan du som udlejer vælge at opkræve elforbruget over huslejen. Det betyder dog, at du mister retten til at kræve efterbetaling hos lejer.

De generelle regler for udarbejdelse af et forbrugsregnskab kan du læse mere om her.

Vandregnskab - særlige forhold omkring vandregnskab til lejer

Hvis det i lejeaftalen er aftalt, at udlejeren opkræver aconto for udgiften til vandforbruget, er det et krav, at der er en individuel forbrugsmåler til at fordele og opgøre det præcise vandforbrug i lejemålet. Hvis der ikke findes en særskilt/individuel vandmåler i lejemålet, så vil du som udlejer altså ikke kunne opkræve udgiften til vand hos lejer, da det ikke er muligt at opgøre, hvilket forbrug af vand lejer præcist har haft. 

Afregnes vandforbruget aconto, har udlejer pligt til at lave et vandregnskab. Et vandregnskab er en opgørelse over lejers reelle vandforbrug og de af lejer indbetalte acontobeløb. På den måde får du en opgørelse af, om lejer har betalt for lidt eller for meget gennem året, og om lejer derfor skal have penge tilbage eller efteropkræves. 

Har lejemålet en individuel vandmåler tilknyttet, og står der i lejeaftalen, at lejeren vil blive opkrævet aconto for forbrugsudgiften til vand, skal udlejer hvert år sørge for at udarbejde et vandregnskab til lejeren. Har lejemålet ikke en individuel vandmåler, vil lejeren ikke kunne opkræves for udgifterne til vandforbruget. 

Regnskabsåret for vand er fastsat af vandværket, som leverer vandforsyningen, og vil fremgå af lejeaftalen. 

Et vandregnskab skal være skriftligt, og skal laves over den præcise regnskabsperiode – og evt. kortere, hvis lejeforholdet er ophørt før regnskabsåret er afsluttet. 

Er der ikke en individuel vandmåler tilknyttet lejemålet, vil udlejer derimod kunne opkræve vandforbruget over huslejen. Vælges denne løsning, skal du dog være opmærksom på, at udlejer ikke kan efteropkræve betaling af vandforbrug hos lejer, hvis det senere hen måtte vise sig, at lejers forbrug er højere end først antaget. Som udlejer kan du også vælge, at lejeren selv skal stå for leveringen af vandet til lejemålet, og dermed selv indgå aftale med et vandværk. 

Har du som udlejer opkrævet lejer aconto for vand, selvom der ikke er en individuel vandmåler tilknyttet lejemålet, så er der tale om en ulovlig opkrævning, og lejer vil derfor have mulighed for at kræve bidraget tilbagebetalt med op til 3 år. 

Hvad skal medtages i et vandregnskab?

Et vandregnskab skal som minimum indeholde:

  • Vandudgiften for hele den ejendom lejemålet ligger i 
  • Vandudgiften tilhørerende lejeren – dvs. lejers andel af de samlede udgifter i ejendommen
  • Lejers indsigelsesret – dvs. udlejer skal gøre lejer opmærksom på, at der kan gøres indsigelse mod forbrugsregnskabet inden for en frist på 6 uger
  • Datoen for udlejers modtagelse af afregningen fra vandværket skal lige ledes fremgå af vandregnskabet, hvis regnskabet udleveres til lejer senere end 4 måneder efter regnskabsårets afslutning.

Er der en individuel vandmåler, vil udlejer kunne opkræve samtlige udgifter til vandforbruget i et vandregnskab inden for regnskabsperioden, herunder f.eks. vand- og vandafledningsafgifter i regnskabsperioden.

Skabelon til forbrugsregnskab

Hos BoligZonen kan du se et eksempel på forbrugsregnskab ved at klikke lige her

Forbrugsregnskabsskabelonen er et eksempel på, hvordan du kan lave et forbrugsregnskab (her et eksempel på et varmeforbrugsregnskab). Du vil dog altid skulle tilpasse forbrugsregnskabet, så det passer til din konkrete situation.